07-09-2017

"Du må face dit shit"!" cit. Kristina, ædru alkoholiker. Et møde jeg lærte meget af...

Forleden mødte jeg Kristina, som har været alkoholiker i 23 år. Jeg kender Kristina perifert og rygtet vil vide at hun har haft nogle problemer med at drikke. Åbenhjertigt fortalte hun mig, at netop denne dag havde hun været ædru i et år. ”Hvor er det sejt”, Siger jeg til hende. Sådan har jeg det slet ikke, svarer hun. ”Jeg har svigtet mine børn gennem deres opvækst og det synes jeg ikke er sejt”. Det var jo mig selv der førte flasken og tog valget om at drikke og det jeg føler allermest er sorg og skam. 

Et øjeblik skammede jeg mig over jeg havde reageret med at sige, jeg synes hun er sej, for jeg kunne godt se hendes skrøbelighed. Selvom jeg mente det oprigtigt, spejlede jeg ikke hendes følelse.

Når vi ikke elsker os selv, vil andres kærlighed og velmenende ord prelle af som vand på en gås.

Ligegyldigt hvor meget andre synes hun er sej og fantastisk, vil hun ikke genkende følelsen i sig selv og kunne tage imod den, før du har tilgivet sig selv og forsonet sig med det som var.

For 1 år siden blev Kristina indlagt og fik den dom at hun havde 1 uge tilbage at leve i, hvis hun ikke straks stoppede med at drikke. Hun valgte heldigvis livet til og alkoholen fra, vel vidende om der ligger en stor bunke shit foran, som der skal ryddes op i. Ikke mindst forholdet til hendes to sønner. Hun beskrev det meget rammende: ”Jeg vågnede op og opdagede jeg var blevet 40 år, men hvor har jeg været de sidste 23 år”?  Jeg har ikke svært ved at forestille mig, hvor smerteligt det må være for hende.

For at Kristina kan blive hel, skal hun have masser af tid, ro og nærvær og som hun selv fortæller, skal hun helst undgå store følelsesmæssige udfordringer som f.eks. at blive forelsket.

Vi lever desværre i en kultur, hvor vi ikke føler vi har tid til langsomme processer og helst skal fixe alting hurtigt og effektivt. Det uanset om du er tørlagt alkoholiker, blevet forladt af en du elsker ved død eller skilsmisse, oplevet utroskab, gået ned med stress eller depression.  Her spiller genetik, barndom, miljø og tidligere erfaringer en væsentlig rolle.

Mindre ting kan vælte hele læsset for nogle, imens andre lettere rejser sig fra bunden. Det kan ingen tillade sig at dømme omkring, da det er individuelt.

En mand fortalte mig engang at han aldrig havde grædt, end ikke da hans forældre døde, men da hans gamle trofaste jagthund gennem 12 år døde, brød han helt sammen. Med hundens død kom al den gamle sorg frem, som han har oplevet gennem et næsten 60 årigt liv. Men udefra set ”var det jo bare en hund”.

Kristina vil arbejde med mennesker, som har alkoholproblemer. Hun er afsindig klog på livet og på hvad alkohol gør ved en og nu tør hun "face sit shit".