07-09-2017

Når man er 91 år og har levet et liv med meget kærlighed, bliver man en smuk gammel kvinde.

En morgen kom jeg for sent til toget og jeg var godt gnaven i skralden. Jeg hader når min planlægning skrider og det påvirker mit humør rigtig negativt. Derudover var jeg i gang med at blive skilt, så det var ikke de kærlige følelser, som var mest tilgængelige.

Der stod jeg så på Kokkedal station og havde 13 minutter inden mit tog mod København ankom. Det er meget nemt at bruge 13 minutter på at være sur og irriteret.

Sur i fjæset, med mit selvtilstrækkelige antræk gik jeg frem og tilbage på perronen. Pludselig hører jeg en spinkel stemme bag mig. ”Undskyld, du kan vel ikke fortælle mig hvornår det næste tog går til Rungsted?”  Jeg vender mig om og ser en lille spinkel kvinde med de mest levende øjne jeg længe har set ”Det er lige kørt og det næste kommer først om 14 minutter”, Svarede jeg. Det betyder ingenting, sagde hun smilende. Jeg har hele formiddagen til at nå til lægen og jeg tænker altid positivt. ”Det har jeg nok lært hjemmefra”, sagde hun.

”Hjemmefra”! tænkte jeg. Der lærte jeg at takle svigt, krænkelser, humørmagt og hypokondride familiemedlemmer. Så min radar for menneskers følelsesmæssige tilstand har langtrækkende antenner.

Hendes ansigt bar tydeligvis på en rig livshistorie, fortalt med smukke rynker.  Jeg blev fuldstændig betaget af hende og glemte alt om at være irriteret og skilsmisseramt.

Hvordan samtalen om hendes liv begyndte, kan jeg ikke huske, men hun fortalte åbenhjertigt om hendes lykkelige ægteskab med en søofficer gennem 59 år. De boede i mange år i udlandet og havde rejst sammen i det meste af verden.

 ”Åhhh, han var sådan en høj flot fyr og der var ingen der kunne forstå hvad han ville med mig”, fortalte hun. "Men vi var så lykkelige"! "Vi kunne tale om alt"! Hendes gamle øjne funklede og hun var igen 20 år og nyforelsket. ”Han døde desværre for 6 år siden og han var ellers i så god form”, fortalte hun. Jeg så et øjeblik et glimt af en sorg i de mørke glinsende øjne, men de kærlige følelser fik overtaget og hun var hurtigt tilbage på Memory Lane, sammen med søofficeren.

Jeg lod tog være tog og valgte at følges med hende i hendes tog. Det stopper på alle stationer og tager derfor længere tid, men pludselig havde jeg også masser af tid. Også selvom det betød jeg måtte løbe rigtig stærkt, når jeg nåede ind til byen. Intet var vigtigere end det her nu jeg var i.

Hun spurgte hvad jeg arbejdede med og jeg forklarede at jeg arbejder med kærlighed, parforhold og seksualitet og jeg er nysgerrig omkring ældre og kærlighed. Jamen så er det jo lige sådan en som dig jeg skal snakke med, sagde hun og udbrød en kærlig spinkel latter.

Hvor gammel er du? Spurgte jeg. Jeg er 91!

Der er ikke langt fra Kokkedal til Rungsted og kvinden skulle desværre allerede af efter 5 min., men jeg nåede at få hendes telefonnr. Og vi aftalte at jeg skulle ringe så vi kunne lave en aftale og ses til en snak.

Det blev en fantastisk dag på jobbet og jeg så kærlighed alle vegne. Jeg blev forelsket i livet efter dette  tilfældige møde. Det blev ganske enkelt umuligt at bevare irritation og tungsind.  

Jeg flyttede fra Kokkedal efter min skilsmisse og fik ikke aftalt et nyt møde med kvinden. Måske var min kærlighedsbeholder den dag tør som en ørken og jeg sugede alt til mig, som kunne give mig lidt håb og næring. Men når jeg tænker på hende, bobler det i mig af livsglæde.

Når man er 91 år og har levet et liv med meget kærlighed, bliver man en smuk gammel kvinde med levende øjne…sådan én vil jeg også være.