09-11-2017

JEG ELSKER DIG..... DERFOR VIL JEG FORLADE DIG!

Hvorfor vil man forlade en kæreste man elsker? Det lyder fuldstændig mærkeligt og modsætningsfyldt, ikke? Men, med Dittes baggrund forstår jeg godt hun har lyst til at løbe skrigende bort.....parforholdet åbner nemlig døre til både de største kriser og den største udvikling. 

Ditte er i starten af 30 erne. Hun er kæreste med Henrik og de har været sammen i 1,5 år. De lever i et langdistance forhold, men ses næsten hver weekend. Ditte har henvendt sig til mig, fordi hun er i tvivl om hende og kæresten skal være sammen. Jeg spørger ind til deres forhold og Ditte fortæller med kærlighed i stemmen, at det er et kærligt og godt forhold de har. Alligevel har hun gentagne gange truet med at stoppe forholdet og lukker af overfor Henrik med kulde, men hun fortæller samtidig, at det slet ikke er det hun har lyst til. Så hvad pokker sker der?

Når angsten styrer. De har begge børn og distancen er en stor udfordring og da jeg beder hende sige 3 grunde til at forlade Henrik, kan hun kun nævne afstanden. Der er tydeligvis en langt større udfordring, som overskygger det hele. Og det er der. Ditte får en tiltagende angst et par dage efter de har taget afsked med hinanden. Det skal siges at de ser hinanden næsten hver weekend, men angsten og utrygheden stiger hastigt som dagene går. Dittes eneste måde at kontrollere sin utryghed på, er ved at trække sig følelsesmæssigt fra Henrik og gøre sig kold overfor ham. Når angsten er så stærk, fortæller hormonsystemet at der er stor fare på færde. Det betyder at hendes empati for hvordan Henrik følelsesmæssigt har det, forsvinder. Hun må bare væk, som havde hun et farligt rovdyr i hælene.

Kæresten har fået nok. Henrik er nu blevet træt af at leve på kanten af en udvisning fra deres forhold, hvilket jo er forståeligt da jeg hører han i deres 1,5 år lange forhold, har rummet rigtig mange følelsesmæssige svigt fra Ditte. Men når man som Ditte er overladt til sin frygt og angst, kan man have rigtig svært ved at finde ud af, hvad man reelt har brug for og sætte ord på det. Når jeg spørger Ditte hvordan hun tror Henrik vil reagere, hvis hun ærligt fortæller ham hvordan hun har det, svarer hun at hun ved han vil støtte hende. Men alligevel skubber hun ham væk, selvom hun elsker ham og længes efter følelsesmæssig tryghed og nærhed

Frygt og angst vil gerne hjælpe dig ud af situationen. Der er altid en grund til at vi reagerer som vi gør. Ditte er ikke i stand til at bede om det hun har brug for og ærligt sige hvordan hun har det. Selv overfor mig, prøver hun at holde masken, men hendes kropssprog fortæller mig at hun har det ad helvede til. Hun har kun angsten at forholde sig til, da hun endnu kke kan sætte ord på hvad der sker. Men hendes nervesystem vil hellere end gerne hjælpe hende ud af situationen ved overbevise hende om at hun skal forlade forholdet, så hun opfinder grunde, som understøtter hende i at gå. Men det er jo ikke det hun ønsker og alligevel er der en autopilot inde i hende, som får hende til at handle som hun gør. Hvorfor?

Barndommens svigt styrer forholdet til Henrik. Jeg spurgte ind til Dittes barndom og som det ofte er, ligger der ligger noget,  som har forhindret hende i at udvikle evnen til at have en sund og tillidsfuld relation. Hun har ikke fået positiv responce fra forældrene, når hun forsøgte at opnå følelsesmæssig kontakt. Derudover har Ditte været udsat for massiv mobning i folkeskolen. Da hun som 11 årig åbnede sig for moderen for at fortælle om mobningen, mødte moderen hende med et “Nå”! Og så blev der ikke talt mere om det. (Her var mit professionelle øje ved at løbe over). Hun har lært, at når man åbner sig og viser følelser, bliver man svigtet, dødeligt svigtet. Hun har som lille pige lært, at følelsesmæssig kontakt er farligt og derfor lukkede hun af, for at beskytte sig selv. Det var en klog strategi af det lille barn, men som voksen forhindrer det hende i at opnå den trygge relation, som hun længes efter. Men, sammen med Henrik bliver hun mindet om sin længsel efter den følelsesmæssige kontakt, som hun aldrig har fået og selvfølgelig er det angstprovokerende. Kærligheden og frygten kæmper om at få magten.  

Ditte behandler Henrik, som hun selv er blevet behandlet af sin familie. Da jeg gjorde hende opmærksom på det, sagde hun: “Gud ja, det gør jeg jo. Det har jeg aldrig tænkt over, det er jo forfærdeligt”! “Ja, men det gode er, at nu ved du hvorfor du reagerer som du gør, og så kan du begynde at ændre din adfærd”, svarede jeg.

Sammen med Henrik kan hun heale barndommens traumer af svigt. Relationen med Henrik er en fantastisk mulighed for hende at lære at få en sund og kærlig relation. Sammen med ham kan hun bryde mønsteret og blive voksen. Men arbejdet med at få tillid til Henrik kommer ikke af sig selv. Hun må selv række ud og invitere ham indenfor. “Jeg har så svært ved at sige det, det er meget lettere at skrive”. “Så skriv et brev til ham og læs det op for ham”, sagde jeg. Angsten for at blive afvist ligger som et traume i hende, så det er en sårbar rejse hun er ude på og her kan Henrik hjælpe og støtte hende ved at møde hende med tillid og omsorg. I aften vil hun skrive brevet og læse det for ham næste gang de ses. Når de er sammen er hun tryg.

Det er aldrig for sent at få en tryg og kærlig relation. ”Må jeg spørge dig om noget”,siger Ditte?  “Det må du gerne”, svarer jeg. Jeg fortæller gerne fra mit eget liv, hvis det kan bruges til at understøtte temaet eller relationen mellem os. At Ditte har tillid til mig, er alt afgørende for vores samarbejde.
“Du fortalte at du også er kæreste med en der bor langt væk”, sagde hun. “Taler I sammen hver dag”? “Ja, svarer jeg og det har jeg brug for”. Og du skal mærke efter hvad du har brug for, så du kan være tryg. “Vi har prøvet at FaceTime et par gange for længe siden”, fortæller hun. “Hvordan var det”? Spurgte jeg. “Det var faktisk ret godt, for så ser man hinanden i øjnene og så er man tættere”, svarede hun. “Kan du foreslå, at du og Henrik FaceTimer hver dag, hvis det er godt for dig”? “Ja, svarede hun. Jeg bliver nød til at give mere af mig selv og fortælle ham noget mere”, sagde hun videre. “Ja”, svarede jeg. “Ellers ved han jo ikke hvad han skal gøre for at gøre dig glad”. Jeg lavede en lille parodi på hvad Henrik mon tænker og tror, når hun agerer med kulde og truer med at gå, for at understrege det groteske i situationen, når hendes frygt styrer hendes adfærd. Det fik os begge til at grine og det er rart at grine, når noget er svært og tungt.

Sammen med andre kan vi reparere gamle sår. Havde hun ladet angsten styre, ville hun ikke kunne udvikle nye kompetencer og dermed ville hun fortsætte med at gentage sit samme utrygge mønster. Det er i den tætte relation vi har muligheden for at reparere gamle sår. Husk...Det er aldrig for sent at få en tryg og kærlig relation.